Skolelærere har råd til konflikt helt til sommerferien
Danmarks Lærerforening opruster og kan med lån til skolelærerne holde en lockout kørende i op til 50 dage.
Mange skoler risikerer at stå tomme i månedsvis, for Danmarks Lærerforening melder tirsdag ud, at lærerne har råd til at være i konflikt i 50 dage. Det svarer til tomme skoler frem til midten af juni, hvis lockouten træder i kraft 1. april.
Ved en forsamling i Danmarks Lærerforening (DLF) blev det besluttet at tilbyde medlemmerne lån på 800 kroner pr. dag. Det kan få konfliktkassen til at række i flere måneder.
- Hvis KL vil en konflikt med os, hvor de ikke vil have os på arbejde, og vi skal lockoutes indtil vi lægger os ned, eller regeringen kommer med et indgreb, så er det vigtigt for os at kunne sige, at vi er parat til at holde ved temmelig længe, siger Per Sand Pedersen.
Han er medlem af forretningsudvalget i DLF, som tirsdag mødtes for at diskutere, hvordan en mulig lockout kan håndteres bedst muligt.
- Vi har været inde at se på, hvor meget vi skal give vores medlemmer i lån, for at de kan holde skindet på næsen, og vi kan sørge for, at de ikke må gå fra hus og hjem. Det er endt på 800 kroner om dagen, siger han.
Per Sand Pedersen tror på, at løsningen vil møde opbakning hos lærerne, fordi pengene skal betales tilbage til lærerforeningen, uanset om de bliver givet som støtte eller lån.
- Hvis medlemmerne spørger, om de skal til at låne penge, så er svaret, at "ja, det skal I sgu", for så kan vi blive ved temmelig længe med at banke løs på KL, hvis de vil slå os. Det er jo en faglig kamp, vi er ude i, siger Per Sand Pedersen.
Lærerforeningens konfliktkasse er på 1,7 milliarder kroner.
Det ligger endnu ikke fast, hvor lang tid lærerne vil få til at tilbagebetale lånet, men hvis konflikten varer i de ti uger, som der er penge til, kan lånet løbe op i 40.000 kroner per lærersnude. Men en konflikt er aldrig billig, påpeger Per Sand Pedersen.
- Hvis lånet ganges op 50 gange, kan det godt blive et stort beløb. Men en konflikt vil koste under alle omstændigheder. Pengekassen skal jo fyldes op igen, så vi kan være klar til en ny konflikt, siger han.