07:26

Affald på de nordjyske strande skræmmer turisterne, så derfor må kommunerne hvert år bruge millioner på at rydde op. Foto: Thomas Gaardsmand

1 af 2

Skraldet skyller ind

Hvert år fjernes der mere end 200 ton affald fra de nordjyske kyster. Det koster kommunerne millioner at holde strandene rene så turisterne ikke bliver væk.

Plastdunke, fiskenet og øldåser. Det er ikke så lidt, man kan finde, når man går tur langs de nordjyske strande. Hvert år bruger kommunerne millioner på at fjerne mere end 200 ton affald fra strandene. Affald, der skyller ind fra havene og ender langs de nordjyske kyster.

- Det er da alvorligt. Det er jo ikke rart at se på, når man går langs stranden, og så kan det jo også påvirke dyrelivet i havet, altså fisk og fugle. For slet ikke at tale om de ressourcer, eksempelvis dåser, som bare ligger og flyder, siger Thorkild Kjeldsen, som er nordjysk samrådsformand for Danmarks Naturfredningsforening.

Ikke bare for naturens, men også for turisternes skyld, bruger de nordjyske kommuner hvert år millioner på at rydde op langs strandene. Undersøgelser viser nemlig, at mellem 30 og 40 procent af turisterne siger, at det er ferieødelæggende, hvis der ligger affald i naturen. derfor er vigtigt at holde rent i en region, hvor turister er en vigtig del af erhvervet.

- Vores gæster siger, at det de primært kommer til Nordjylland for, er vores natur og heriblandt vores strande, siger direktør i Toppen af Danmark, Laila Zielke.

Og det er ikke kun i højsæsonen, der skal være pænt. Derfor er der også fokus på at rydde op uden for sæsonen.

- Hvis Hr. og Fru Schmidt fra Hamborg går en tur på stranden i oktober og ser, at der ligger affald, så kommer de måske ikke igen til sommer. Derfor er det vigtigt med en indsats året rundt, siger Laila Zielke.

TV2 og TV2-regionerne sætter fokus på affald, og sammen med Danmarks Naturfredningsforening forsøger vi at finde Danmarks klammeste sted.

Se mere om kampagnen her

Se mere om kampagnen her