Skud mod hus i Thy

Ukendte gerningsmænd affyrede en række skud mod et hus i Bedsted i nat.

Kort efter klokken 2 i nat blev beboerne i en villa på Mårup Møllevej i Bedsted vækket af tre skud ind igennem en af husets ruder. Heldigvis blev ingen ramt. Umiddelbart efter blev en sort bil, formentlig en Mercedes, set køre væk fra stedet.

Husets beboere er i alderen 16-20 år, og de er i forvejen kendt af politiet. Så sendt som i weekenden var husets beboere i klammeri med en anden gruppe unge, hvor en person fra den anden gruppe blev ramt i ansigtet af et hagl fra en luftpistol. Politiet regner med, at de to episoder hænger sammen.

- Nattens skyderi kunne godt være en form for hævn af en eller anden art. Det er i hvert fald en af de teorier vi arbejder med, forklarer vicepolitiinspektør Jens Ole Pedersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Skuddene blev formentlig affyret med en salonriffel.


Seneste nyt

fra Nordjylland