Skuddrama begyndte med en kop kaffe

En kaffekop spiller en afgørende rolle i skudepisoden på Aalborg Psykiatriske Sygehus, hvor en 27-årig mand formentlig skød sig selv to gange med en politipistol.

Den 27-årige psykisk syge mand blev om natten den 10. januar bragt til skadestuen på Psykiatrisk Sygehus af politiet, som var blevet tilkaldt af den 27-åriges mor. Manden havde netop givet tilsagn om at lade sig indlægge og opførte sig roligt og behersket, da der opstod tumult.

Og det gjorde der ifølge P4 Nordjyllands oplysninger, fordi den 27-årige tabte eller snarere smed en kaffekop på gulvet. For episoden afledte både personalets og betjentenes opmærksomhed så meget, at det lykkedes den 27-årige at vride låsen op på den ene betjents pistolhylster og få fat i hans tjenestepistol, fortæller P4 Nordjylland

Som reglerne er i dag, skal denne pistol altid være klar til at skyde og derfor kunne den 27-årige rammes af to skud på kroppen under håndgemænget med betjentene.

Den 27-årige ønskede angiveligt at begå selvmord ved at skyde sig selv, for de to betjente følte sig ikke truet under skudvekslingen.

Nordjyllands Politi har ingen kommentarer.


Seneste nyt

fra Nordjylland