Skuddrama for retten - igen
I dag begyndte ankesagen om skudramaet i Aalborgs Reberbansgade, hvor tre mænd står tiltalt for at for forsøg på manddrab. Politi mødte talstækt op, og alle der skulle ind til retssagen blev kropsvisiteret.
I dag starter ankesagen i det største nordjyske skuddrama i lang tid. Det er sagen om skudepisoden i Reberbansgade i Aalborg tilbage i oktober 2009, der nu skal for Landsretten. [b]OPDATERET 16.58[/b]
Sagen var i efteråret 2010 for retten i Byretten i Aalborg, men ingen af de tre mænd modtog deres dom, og sagen skal altså nu prøves ved Landsretten.
TV2/Nords reporter på stedet fortæller, at politiet er mødt talstærkt op på Badehusvej til dagens retssag. Vejen er spærret af i begge ender. Både rockere og folk med indvandrebaggrund var mødt op foran retten ved retsmødets start. Alle der er kommet ind i retten er blevet kropsvisiteret og skulle yderligere vise ID. Ingen med rockerrelationer fik lov at komme ind til retssagen. Sagen er flyttet til byretten i stedet for landsretten af hensyn til sikkerheden. Politiet kender nemlig allerede sikkerhedsprocedurerne ved Byretten, oplyser vagthavnende ved Nordjyllands Politi.
Politiet rykkede tidligere på dagen ud til uroligheder ved London Pub i Aalborg midtby, hvor en større gruppe indvandrerer skabte uroligheder. I følge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, er der styr på situationen, og de ved endnu ikke hvad urolighederne skyldes.
De tiltalte er en 22-årig indvandrer, en 29-årig indvandrer og en 40-årig HA-rocker. Tilsammen udgjorde de kernen i det skuddrama der fandt sted i 2009.
Her blev der affyret adskillige skud - dels fra HA-rockeren mod de to unge mænd men også den anden vej. Den nu 22-årige indvandrer, var dengang i ført skudsikkervest, hvilket højest sandsynligt har reddet hans liv. Han blev ramt i alt seks gange; i arme, i brystet, på ballerne og i venstre lår.
Både den 29-årige indvandrer og den 40-årige HA-rocker blev dømt for drabsforsøg, da der faldt dom i sagen i 2010. Her blev den 22-årige dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Statsadvokaten ankede dommene, da to af dommene blev mildere end anklagemyndigheden havde ventet.
Dommene lød dengang på seks års ubetinget fængsel til de to der blev dømt for drabsforsøg. Nu er det altså op til landsretten at vurdere sagerne på ny. Det, som Landsretten nu skal tage stilling til, er, hvorvidt der er tale om en personsag, eller om skudopgøret var banderelateret. Var der tale om et bandeopgør kan der blive tale om en skærpet straf.
Landsretten skal afgive dom i sagen senest 7. april.
TV2/NORD følger sagen og opdaterer løbende igennem dagen.
Sagen fortsætter fredag.