Skuffelse i Nordjylland: - Musketéreden blev brudt i nat
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix
OK18-forhandlinger spidser til, efter LO har sagt ja til en aftale.
Det har mødt heftig kritik i Nordjylland onsdag, at der i nat blev indgået en delaftale for nogle af de offentlige ansatte i regionerne. 3F-formand afviser dog, at musketéreden skulle være brudt.
"Én løsning for alle".
Musketéreden alle fagforbund imellem har domineret overenskomstforhandlingerne, der skulle sikre lønstigninger, betalt frokostpause og bedre arbejdsvilkår for lærerne. Men natten til onsdag brast den ed, da LO valgte at indgå en aftale for en tredjedel af de regionalt ansatte.
Vi gik ind sammen, og jeg havde også en forventning om, at vi skulle gå ud sammen.
Christine Schjøtt, Dansk Sygeplejeråd
Og dén nyhed har dagen igennem vakt vrede blandt de offentligt ansatte i Nordjylland.
- De må da vist have glemt, hvad loyalitet betyder.
- Det skaber naturligvis og mildest talt en vis forundring, når man i solidaritetens navn går ind i et projekt for at skabe en fælles aftale og en løsning for alle.
Sådan lød det blandt andet fra pædagogerne og lærerne, der onsdag var samlet til demonstration foran Rebild Kommunes rådhus i Støvring.
Fagforeninger forstår ikke vreden
Også blandt sygeplejerskerne har det vakt vrede, at LO blev siddende ved forhandlingsbordet, efter andre fagforbund natten til onsdag havde forladt det på grund af tvisten om den betalte spisepause.
- Vi gik ind sammen, og jeg havde også en forventning om, at vi skulle gå ud sammen. Det er vigtigt at tænke på, at det er vores fællesskab, der har ført til, at vi står, hvor vi står i dag, siger Christine Schjøtt, bestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland.
Men hverken hos FOA eller hos 3F, som er nogle af de fagforeninger, der nu har fået en aftale, forstår man vreden eller påstanden om, at musketéreden forbundene imellem er brudt.
Jeg kan ikke se, at musketéreden er brudt endnu, og det håber vi heller ikke, at den bliver.
Allan Busk, formand for 3F Aalborg
- Vi har indgået en aftale med præcis de punkter, vi har aftalt på forhånd. Og så har vi ladet spørgsmålet om spisepausen - om nogen ville betale for at få en ekstra sikring - være deres sag. De valgte på et tidspunkt at rejse sig op og gå hjem, men vi blev siddende og forhandlede det færdigt, som i alt sit indhold er det, vi har aftalt med hinanden. Så nej, vi har ikke brudt nogen solidaritetspagt, sagde Dennis Kristensen, formand for FOA til TV2.
Samme holdning giver 3F's lokalformand i Aalborg, Allan Busk, også udtryk for.
- Jeg kender ikke aftalen, for vores forhandler sidder stadig i Forligsinstutionen, og der er dyb tavshedspligt. Men jeg kan ikke se, at musketéreden er brudt endnu, og det håber vi heller ikke, at den bliver, siger Allan Busk til TV2 Nord.
Ikke flere musketéreder i fremtiden
Uanset hvad kan det i fremtiden blive svært at få fagforbundene til at lave aftaler om at stå sammen i forhandlingerne. Det mener Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
- Fremover er der nok ingen, der tør indgå musketéred igen, for man skal jo have tillid til hinanden. Og i næste omgang vil det være umuligt at få folk til at gå med på dén præmis, siger Henning Jørgensen.
- Det splitter fagbevægelsen, og det gør det lettere for arbejdsgiversiden også i de kommende forhandlinger at få de kiler ind, der gør, at netop arbejdsgiversiden ikke behøver betale så meget, som de måske gør i første omgang, uddyber han.
Forhandlingerne om en overenskomst for de kommunalt og statsligt ansatte fortsætter de kommende dage i Forligsinstitutionen i København.