Slået ned og frarøvet Iphone
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En mand blev sendt på skadestuen, efter en mobilrøver slog ham ned.
Fredagens bytur endte rigtig kedeligt for en 34-årig mand fra Aalborg. Da han var på vej hjem ved firetiden natten til lørdag, blev han slået ned og udsat for røveri. Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Peter Redder.
Manden blev tilsyneladende slået i baghovedet, da han kom gående ad Vesterbro i Aalborg. Under en afhøring har han fortalt politiet, at han pludselig mistede bevidstheden. Da han vågnede, opdagede han, at han havde hul i baghovedet, og at hans Iphone var forsvundet.
Manden blev efter overfaldet bragt til skadestuen, hvor han blev syet i baghovedet.
Han kunne ikke give et signalement af røveren, da han ikke så ham.
Hvis eventuelle vidner har oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.