Sløjfet 'tappe'-bus er grund til manglende bloddonorer ifølge borgere
- Det kræver jo, at man skal tage en fridag fra arbejde, lyder det.
Nedlagt blodbus er grunden til, at Nordjylland hungrer efter bloddonorer.
Det mener en række borgere, der har henvendt sig til TV2 Nord i hvert fald.
Henriette Rask Jensen fra Farsø er en af dem, der mener, at det er blevet for besværligt at være bloddonor efter, at 'tappe'-bussen er blevet nedlagt.
Hun har ellers været glad for at være donor og har været det i 18 år - lige indtil at det blev besluttet, at den mobile 'tappe'-bus skulle afskaffes fra 1. januar 2019.
Herefter skulle nordjyder i stedet tappes på lokale tappesteder, og det er her problemet ligger ifølge Henriette Rask Jensen, der fra Farsø har godt en halv times kørsel til nærmeste tappested i Hobro.
- Det kræver jo, at man skal tage en fridag fra arbejde for at gøre noget frivilligt. Jeg siger ikke, man skal have penge for at give blod, men ligefrem at tage fri fra arbejde for det. Det er der nok ikke så mange, der vil, siger den tidligere bloddonor.
Bloddonorer hjælper alvorligt syge patienter
Omkring 40.000 alvorligt syge eller tilskadekomne personer bliver hvert år hjulpet af blod og blodprodukter fra de 180.000 frivillige bloddonorer i Danmark.
For at blive bloddonor skal man være sund og rask, være mellem 17 og 65 år og veje mindst 50 kilo (60 kilo for at donere plasma).
Donorbussen gjorde det derimod nemt at være bloddonor fra byer som Farsø.
- Jeg kunne gøre det i min arbejdstid, mens jeg holdte en pause. Det tog jo ikke ret lang tid. Den holdte meget centralt i Farsø, siger Henriette Rask Jensen.
Donorbus kan ikke alene løse mangel
Donorbussen blev i sin tid nedlagt, fordi den var slidt, og det ville koste i omegnen af 5 og 6 millioner kroner at få en ny.
Og en ny bus vil alligevel heller ikke være løsningen på bloddonor-manglen ifølge politiker.
Det er nemlig ikke kun blod, der er mangel på, men også blodplasma.
- Der mangler bloddonorer, og det er også til det her med plasmatapning, som man ikke kan lave i en bus, hvorfor det er vores tappesteder, vi skal have fokus på, siger Lina Hundebøll Jespersen, der er forperson for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland (V).
Se hele indslaget herunder:
Region Nordjylland afviste, at sløjfet bus ville blive et problem
I 2018 afslog Region Nordjylland ellers, at den nedlagte 'tappe'-bus ville blive et problem i forhold til at skaffe nordjyske donorer.
- Det tror jeg ikke, og det håber jeg heller ikke på. Vi har nogle gode bloddonor korps, så jeg er sikker på, vi nok skal få bloddonorer nok, lød det fra Lone Sondrup, der tidligere var 1. næstformand i Regionsrådet i Region Nordjylland (V).
Men her godt fem år senere mangler der 4150 bloddonorer til både blod og blodplasma.