Slow food på Aalborg Universitet
Aalborg Universitet satser nu på at kombinere design med madvarer. Og hvad er mere nærliggende end at samarbejde med landet, hvor slow food begrebet blev opfundet; la bella Italia
Det kunne lyde som en joke i sommervarmen, at Aalborg Universitet, der er kendt for sin store kompetence på arkitektur og ingeniørområdet, har indledt et samarbejde med et "gastronomisk" universitet. Men det er ikke desto mindre, hvad de gør - nemlig Det Gastronomiske Universitet i Pollenzo ved Torino.
Men faktisk ligger madvarer og arkitektur ikke langt fra hinanden.
- Vi har i Aalborg gennem et stykke tid haft planer om at skabe et gastronomisk hus, som også skal inkludere universitetsuddannelser inden for gastronomisk teori og skaberkunst. Og med de italienske erfaringer i tankerne er der også planer om at etablere en international sommerskole i Aalborg de kommende år, forklarer lektor Anna Marie Fisker fra AAU og samtidig projektleder for Food College Denmark.
AAU's Arkitektur & Design-uddannelse har i de seneste år beskæftiget sig mere og mere med en stærk kombination af gastronomi, design, oplevelser og nye udviklingsmuligheder. Og denne sommer har en række studerende fra AAU brugt en del af deres ferie på at snuse mere til området og regionen Piemonte, som de lavede en opgave omkring.