Små fødevareproducenter rammes af EU
Nye EU regler rammer de små fødevareproducenter. I fremtiden må de kun sælge deres varer til andre butikker, hvis de ligger indenfor en radius på 50 kilometer.
Nye EU regler rammer de små fødevareproducenter. I fremtiden må de kun sælge deres varer til andre butikker, hvis de ligger indenfor en radius på 50 kilometer.
Rævhede Naturprodukter ved Aabybro fremstiller specialfødevarer, som sælges i hele landet. Men det sætter en ny regel fra Fødevarestyrelsen nu en stopper for.
- Danmark kræver en eksportgodkendelse for at sælge til en by 50 kilometer fra min virksomhed, hvilket i sig selv er fuldkommen horribelt, siger indehaveren af Rævhede Naturprodukter, Jimmy Havgaard til TV2/Nord.
Det er EU, der har pålagt Danmark at indføre regler, der skelner mellem små og store fødevareproducenter. Fremover må de små ikke længere sælge til butikker, der ligger længere væk end 50 kilometer fra producenten. Ifølge fødevarestyrelsen er det for at kompensere for de konkurrencefordele, de små fødevareproducenter har overfor de store.
- Nar vi kommer på kontrolbesøg i en engrosvirksomhed, så skal de betale for den tid, vi er der. En detailbutik betaler ikke for den tid, vi bruger på bruger at lave kontrol. I en opskæringsvirksomhed, der skærer kød op, der har vi et krav om, at der i lokalet højst må være 12 grader i lokalet. Det krav har vi ikke til en slagterbutik, der også skærer kød op, siger Carl-Aage Morgen, dyrlæge i Fødevarestyrelsen til TV2/NORD.
Fødevarestyrelsen forsøgte for fem år siden at indføre en regel om, at jyske producenter kun måtte sælge i Jylland. Fynske på Fyn og de sjællandske producenter kun på Sjælland. Dengang blev myndighederne tvunget til at opgive reglen, men det tror Jimmy Havgaard ikke, vil ske igen.
- Jeg har tabt. Jeg må bare se at komme i gang med at blive eksportautoriseret, så dem i Hobro igen kan få varer, siger indehaveren af Rævhede Naturprodukter, Jimmy Havgaard, til TV2/Nord.