Smart bæreslynge hjælper de for tidligt fødte
Med inspiration fra kænguruer skal en ny bæreslynge til for tidligt fødte børn stimulere det særlige behov for kropskontakt mellem mor og barn.
I flere hundrede år er kængurumetoden blevet brugt til for tidligt fødte børn. Metoden går ud på, at moren bærer sit nøgne barn mellem brysterne, så både mor og barns behov for kropskontakt stimuleres. Nu har Region Nordjyllands arbejde med brugerderven innovation ført til en ny bære slynge, der imiterer kængurumetoden.
På Barselsafsnittet og Neonatalafdelingen på Aalborg Universitetshospital har man længe ærgret sig over, at de bæreslynger, der fandtes på markedet ikke var fleksible nok til at kunne bære de meget små børn. Derfor satte afdelingens sygeplejersker sig for at udvikle en ny type bæreslynge. Den skulle erstatte den kreative, men upraktiske løsning, afdelingen ellers har benyttet sig af.
- Hidtil har vi foldet et babylagen diagonalt og fastgjort det om moren og barnet med to sikkerhedsnåle, og bundet en patientskjorte under barnet. Det er både besværligt og tidskrævende, og personalet har derfor ikke altid haft tid til at tilbyde moren det, siger Else Mølholm, der er sygeplejerske på barselsafsnittet.
Efter mange prototyper og afprøvninger er udviklerne nået frem til en sikker og brugervenlig slynge i tre størrelser.
Slyngen er udviklet i samarbejde med Idéklinikken Region Nordjyllands innovationsenhed, et hold studerende på UCNs materiel design uddannelse og virksomheden Mama's Life i Pandrup, der nu har rettighederne til at producere og sælge slyngen.