Smiley viser vejen til energibesparelser
Smilyer hjælper beboere til lavere energiforbrug
24 superlejligheder i boligblok er selvforsynende med energi.
Annemette Tellufsen er netop flyttet tilbage i boligblokken på Borgmester Hassings Vej i Frederikshavn. Hele blokken har i næsten et år været under total renovering med fokus på miljørigtige energiløsninger.
Facaden er isoleret med 25 centimer. Der er dobbelte termoruder i de nye vinduer og døre. Taget er skiftet og isoleret efter alle kunstens regler. Og det er dækket af solceller, der leverer strømmen. Varmen hentes op fra jorden fra en lodret 140 meter dyb boring. Og så kan Annemette og de øvrige beboere hele tiden holde øje med deres eget forbrug.
I entreen - meget synligt - hænger et lille display med smileyer, og hvis hun bruger for meget vand, varme eller el, vender den tilhørende smiley straks mundvigene nedad.
- Der er jo ikke nogen, der kan lide en sur smiley, så det er noget, jeg tænker meget over, siger Annemette Tellufsen.
Hun har faktisk oplevet et par sure smileyer, men det tilskriver hun de netop overståede juledage.
Smileyordningen er noget, Frederikshavn Boligforening har fundet på. Og den har den ønskede effekt.
- Alle beboerne følger med i deres forbrug, og de kommer og spørger, hvis der er sure smileyer. De kan ikke altid forstå det, siger ejendomsfunktionær Søren Jensen, der understreger at det hele er meget nyt, og at systemet ikke er kørt helt ind endnu.
- Der er kodet en forventet årsforbrug ind, og her i den kolde og mørke tid, er det slet ikke unormalt med en sur smiley, lyder hans forklaring.
Men hvis beboerne ikke ligefrem fråser med energien, skulle det gerne ende med nul energiforbrug, når året gøres op.
Der er skudt cirka 33 mio. kr. i hele renoveringsprojektet, og beboerne har oplevet en lille huslejestigning.
- Men den var kommet alligevel, fordi vi stod for at skulle skifte vinduer, døre og tag. Nu får beboerne oven i købet nye badeværelser og køkkener. Og et fantastisk indeklima, siger direktøren i Frederikshavn Boligforening, Kim Madsen.
Han peger på, at der også er installeret ventilation i samtlige lejligheder. Den varme luft, der bliver suget ud af lejlighederne, bliver selvfølgelig genbrugt. Og apropos indeklima, så er der også en smiley, der fortæller, om luftfugtigheden i rummet er optimal.