Her hejses båden, som de tre mænd forsøgte at flygte i, op ad vandet i Aalbæk Havn. Foto: Per Frank Paulsen

Smuglersagen: Lå på gulvet da han blev skudt

Den 27-årige nordmand, der blev skudt i brystet under smugleraktionen i Aalbæk Havn, lå angiveligt på gulvet i båden og så ikke selve skududvekslingen.

Den nordmand, der blev ramt af skud under søndagens dramatiske skuddrama i Aalbæk, lå angiveligt på gulvet i båden, da han blev skudt.

Ifølge den norske netavis vg.no så han derfor slet ikke selve skududvekslingen med politiet, der endte med, at en 49-årig norsk formodet smugler blev dræbt.

Den 27-årige nordmand blev tirsdag opereret på Aalborg Sygehus, og han skal onsdag eller torsdag opereres endnu engang. Han er ikke tidligere straffet, men ifølge vg.no blev han i april sidste år anklaget i en sag om hæleri og salg af narkotika.

Den 27-årige mand blev mandag sammen med endnu en nordmand varetægtsfængslet i fire uger i sagen.