Sne og blæst i Nordjylland søndag: Mandag bliver mere rolig
Foto: Ingelis Svenningsen (Facebook)
Billedet her er indsendt via TV2 Nords Facebook-side, og I er altid velkomne til at dele jeres bedste og mest aktuelle billeder med os.
Blæst og snevejr søndag bliver afløst af tørt og koldt vejr mandag.
Fra lørdag aften til omkring søndag klokken 13 var store dele af Nordjylland udsat for vindstød af stormstyrke, og i løbet af natten - og specielt op ad formiddagen - blev den våde nedbør, der har præget weekenden mange steder udskiftet med hvid nedbør. Med andre ord: Sne-sæsonen er igang.
Forud for søndag forudså TV 2 Vejret, at det østlige Vendsyssel kunne få op mod 10 centimeter sne mens resten af Nordjylland ville blive dækket af op mod tre centimeter nysne. Så voldsom blev virkeligheden dog ikke, men specielt på Hjørring-kanten har man fået en del sne.
Der er dog - heldigvis, hvis man ikke er så meget til sne og blæst - bedring på vej i vejret. Vagtchef ved DMI Mogens Rønnebek oplyser at slud og sne omkring aftentid søndag bliver til regn. Og mange steder vil det slet ikke regne.
Samtidig aftager vinden langsomt, så mandag morgen er vindstød af stormstyrke forvandlet til en jævn til frisk vind fra nordøst.
Temperaturmæssigt fortsætter frostvejret natten til mandag, og i dagtimerne sniger temperaturen sig kun lige op over frysepunktet, oplyser Mogens Rønnebek.