Snigpremiere: Se Simon Kollerup i 'Ministersamtaler'

TV2 Nord har mødt de tre nye nordjyske ministre på Christiansborg. Denne gang er vi kommet til den nye erhvervsminister Simon Kollerup, der er regeringens yngste medlem.

Det var en nervøs aften for Simon Kollerup, da Mette Frederiksen skulle sætte sit nye ministerhold. Hjemme i hans lejlighed lå mobilen konstant til opladning og indenfor rækkevidde. 

- Det var en ret sjov aften. For ingen ved jo, om de bliver minister. Jeg tror, der er rigtigt mange, der gerne vil og drømmer om det - og det gjorde jeg også. Aftenen gik, og på et tidspunkt ringer jeg til Nicolai Wammen, der er en god ven og spurgte, om han havde nogen fornemmelse af, hvornår udnævnelser ville begynde at rulle, fortæller Simon Kollerup til TV2 Nords Christiansborg-medarbejder, Katrine Fuglsang. 

I lang tid er telefonen stille. Men pludselig lyser displayet op.

Et vigtigt telefonopkald ændrede Simon Kollerups fremtid for altid. 

For Simon Kollerup har det været en omvæltning at blive minister. Og især på et område som erhvervsministeriet, hvor han tidligere har markeret sig med skarpe holdninger. 

Den bare 33-årige thybo har i flere omgange udtalt sig kritisk overfor den tidligere regering i kølvandet på store erhvervsskandaler. 

Nu er det ham, der skal stå på mål for regeringens erhvervspolitik og tage diskussionen med erhvervsledere. Han ser ikke sin alder eller mangel på erfaring udenfor det politiske som en ulempe. 

- Jeg skal nok vise dem!

Simon Kollerup er far til to børn, og sommerferien har han brugt i familiens sommerhus ved Lild Strand på at ruste sig til den nye opgave.

Foruden tasker og forsyninger var bagagerummet i bilen fyldt op med mapper og notater, som hans embedsmænd i ministeriet mente, han burde læse op på. 

- Det har været en vild spændende sommer. Om aftenen, når ungerne var lagt i seng, kastede jeg mig over læsestoffet - så det har været en sommer med mange tanker. 

- Det er jo en ny rolle at sidde i regering i stedet for at sidde opposition, og der vil komme folk, der vil være imod det, jeg kommer til at fremlægge. Men jeg kommer til at dele sejrene, indlede dialog og have respekt for Folketinget, melder han ud.  

På trods af det, forudser han, at der alligevel kommer til at være samråd og hurlumhej - for det er den måde, Folketinget fungerer i hans øjne. 

Katrine Fuglsang har også talt med Ane Halsboe-Jørgensen og Rasmus Prehn om deres nye ministerliv. 

De to indslag kan du se i videoindslagene herunder. 


Seneste nyt

fra Nordjylland