Sø udsat for ulovlig opfyldning

 Sø udsat for ulovlig opfyldning

Landmand tvinges formentlig til at rette op på skaden

En gårdejer på Hvorupgårdvej i Nørresundby har fyldt betydelige mængder jord i en kæmpe sø opstået i en gammel råstofgrav. Men nu tvinges han sandsynligvis til at fjerne det meste af jorden igen.

En nabo alarmerede kommunen i sommer, og kommunen reagerede ved at påbyde landmanden at stoppe opfyldningen af den 10.000 kvadratmeter store sø. Da var en ottendedel af søen fyldt op med jord. Det fortæller P4 Nordjylland.

Gårdejeren har forklaret, at han ville skabe adgang for sine græssende dyr hele vejen rundt om søen og iøvrigt vidste han ikke, at opfyldning af søen krævede en tilladelse. Men der må ikke ændres på søer større end 100 kvadratmeter.

Byrådets tekniske udvalg diskuterer sagen på sit møde torsdag og forvaltningen indstiller, at landmanden tvinges til at fjerne det meste af jorden igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland