Socialpædagoger: Der ER sparet på hjælp til handicappede
Foto: Lars Christoffersen
Der skal spares millioner af kroner i Frederikshavn Kommune.
Socialpædagoger anklager udvalgsformand for at tale usandt.
Socialforvaltningen i Frederikshavn kunne sidste år mønstre et overskud og socialudvalgsformand Peter E. Nielsen sagde i starten af april til Nordjyske Stiftstidende at:
- Socialudvalget er vant til at have et årligt underskud på mellem 10 og 15 millioner kroner. Så derfor er jeg naturligvis stolt af årets resultat. Samtidig er serviceniveauet ikke blevet sænket.
Denne udtalelse er faldet kommunens socialpædagoger for brystet.
- Det er virkelig provokerende, når socialudvalgsformanden påstår, at det ikke er gået ud over serviceniveauet, at der sidste år blev sparet millioner af kroner på det sociale område. De handicappede borgere kan tydeligt mærke, at servicen er blevet forringet, siger Kathja Ryom, fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Frederikshavn, i en pressemeddelelse.
Hun nævner, at socialpædagogiske opholdssteder har sparet på bemandingen, og at der især er færre medarbejdere om aftenen og i weekenden. Det betyder bl.a., at beboere er nødt til at komme tidligere i seng end normalt, fordi der om aftenen ikke længere er medarbejdere til at betjene en sengelift.