Sommeren er regnet væk

Sommerens dårlige vejr har betydning for turismen i Nordjylland. Når der er koldt, regner og blæser kan især regionens campingpladser mærke, at turisterne bliver væk.  

 Ejerne af Løkken Strand Camping kan se tilbage på en sæson, hvor indtjeningen ikke har været helt optimal.

- I forhold til sidste år, som heller ikke var nogen brand-sommer, så ligger vi fire-fem procent under, men set over flere år, så har det da været en af de dårligere sæsoner, siger Tina Boisen, der er lejrchef på Løkken Strand Camping

Og det er det dårlige vejr, der får skylden for den manglende indtjening

- Det er klar, at når vi kun har haft en 15-16 solrige dage på fire måneder, så kunne det være bedre, siger Tina Boisen.

Går du også og tænker, at vejret har været ualmindelig vådt i denne sommer, så er der noget om det.

- Mens der på landsplan er kommet 320 mm regn, så har det set lidt bedre ud i Nordjylland, men sammenligner vi Nordjylland med normalen for landsdelen, så ser det ikke specielt godt ud. Faktisk er der faldet cirka 56% mere regn i år, siger Jens Ringgaard Christiansen fra TV2/Vejret.

Hos Visit Nordjylland er sommerens turismetal endnu ikke gjort op, men her har man en helt klar fornemmelse af, hvad sommerens vejr kommer til at betyde for sæsonens besøgstal i regionen.

- Det betyder da helt sikkert noget. Ikke for de forudbestilte ferier og de udenlandske ferier, men på det danske marked vil det helt sikkert betyde, at der vil komme et fald, siger Analyse- og kommunikationsmedarbejder Maria Frandsen fra Visit Nordjylland til TV2/Nord.

På campingpladsen ser man dog ikke så sort på sæsonens resultat trods alt.

- Vejret taget i betragtning er det egentlig ok. Vi ligger en smule under sidste år, men vi er godt tilfredse, siger Tina Boisen.


Seneste nyt

fra Nordjylland