Sommerkoncerter på torvet i Blokhus

Jammerbugt Kommune og TV2/Nord præsenterer intet mindre end et musikalsk festfyrværkeri på torvet i Blokhus med ny scene og formidable kunstnere til dette års sommerkoncerter.

Sommerkoncerter på torvet i Blokhus er efterhånden en sommerklassiker, og også i år er der lagt op til musikalske fristelser af de helt store. Tilmed er rammerne blevet endnu bedre. Jammerbugt kommune er nemlig i disse dage i gang med at ombygge scenen.

- Koncerterne afvikles på en helt ny og smuk scene. Scenen flyttes, så publikum får bedre mulighed for at nyde musikken, og musikkvaliteten forbedres betragteligt med den nye placering. Og scenen bliver betydeligt større, hvilket giver de optrædende kunstnere bedre muligheder for at performe, udtaler teknisk chef for Jammerbugt Kommune, Knud Nørgaard.

- Også borgmester Mogens Gade er tilfreds med, at scenen bliver større og flyttet. Det giver os helt nye muligheder og det giver både borgere, turister og tv-seere en endnu bedre oplevelse end tidligere, og som vi glæder os til at præsentere live og på tv, siger borgmesteren.

Koncertprogrammet byder på et meget godt varieret og spændende program.

- Publikum kan blandt andet opleve Thomas Buttenschön, Michael Carøe, Mike Andersen, Jordans Drive, Søren Sko og Julia Fabrin og Anne Dorte Michelsen. I år vil en række af de seks koncerter på torvet være en smule anderledes end tidligere. Solisterne vil nemlig blive bakket op af "TV2/Nord All Stars", der henover sommeren vil fungere som fast husorkester til koncerterne, fortæller programchef Robert Bedsted, TV2/Nord.

Husorkesteret "The Allstars" består af en række af Danmarks allerbedste musikere, der alle har mange års erfaring fra den danske musikscene. De har blandt andet været backingmusikere for landskendte koncertnavne som: "Tøsedrengene", "Düné", "Outlandish", Lis Sørensen, Rasmus Seebach, Nabiha, Ida Corr, Christopher osv. Husorkestrets kapelmester er nordjyske Mark Chemnitz.

Fakta

Som altid TV-transmitteres koncerterne hver tirsdag aften på TV2/Nord. Både i afslutningen af TV2/Nords nyhedsudsendelser på TV 2, men også i fuld længde på TV2/Nords egen regionale kanal, der kan ses gratis overalt i regionen.

Derudover naturligvis via TV2/Nords hjemmeside hvor koncerterne også lægges ud, så seerne kan gense de enkelte koncerter, så ofte de ønsker.

Koncertrækken

02.07.13 Thomas Buttenschön sammen med TV2/Nord All Stars Band
09.07.13 Michael Carøe sammen med TV2/Nord All Stars Band
16.07.13 Mike Andersen sammen med TV2/Nord All Stars Band
23.07.13 Jordans Drive
30.07.13 Søren Sko og Julia Fabrin (medkomponist til MGP-vindersangen) sammen med TV2/Nord All Stars Band
06.08.13 Anne Dorte Michelsen sammen med TV2/Nord All Stars Band

Seneste nyt

fra Nordjylland