Spanske medier slagter Deportivo
AaB's 3-0-sejr over Deportivo La Coruña har imponeret de spanske medier, som til gengæld slagter det tabene hold.
Der er ikke mange af de spanske medier, som tror på, at Deportivo La Coruña går videre til Uefa Cuppens
ottendedelsfinaler, efter at spanierne onsdag aften tabte 0-3 ude til AaB i holdenes første kamp.
- Deportivo har næsten underskrevet sit farvel til Uefa
Cuppen, skriver avisen Marca og vurderer, at spanierne på holdets hjemmebane Riazor skal håbe på et mindre mirakel i returopgøret torsdag i næste uge.
- Den gamle ånd på Riazor skal findes frem, tilføjer avisen med henvisning til, at Deportivo La Coruña tidligere har præsteret store kampe i Europa på hjemmebanen.
Især minder avisen om holdets 4-0-sejr i 2004 over de
forsvarende Champions League-mestre fra AC Milan - et resultat, der sendte italienerne ud af turneringen med et samlet 4-5-nederlag.
Den holdning deler avisen Elmundo, som dog alligevel ikke har stor tiltro til det nuværende Deportivo-hold.
- Sejren over Milan er ikke så længe siden, men dengang var Deportivo La Coruña "Super Depor" og havde Roy Makaay på holdet, lyder det pessimistisk.
/ritzau/