Spar Nord åbner bank i Ikast
Spar Nord udvider i det midtjyske med etableringen af en ny lokal bank i Ikast.
Spar Nord har længe haft planer om at blive en landsdækkende kæde. Planen er, at dette skal ske gennem etablering af selvstændige lokale banker i større byer uden for det nordjyske kerneområde. Nu er turen så kommet til Ikast
- Vores etablering i Ikast er en direkte konsekvens af de positive erfaringer, vi har haft med Spar Nord Herning, der åbnede i 2002, siger Bankdirektør Lars Møller fra Spar Nords hovedsæde i Aalborg.
Med åbningen af Spar Nord Ikast kommer Spar Nord kæden til at bestå af i alt 78 lokale banker i hele landet. Siden 2002 er der etableret 12 lokale banker uden for Nordjylland. Spar Nord er Danmarks femtestørste bankkæde og beskæftiger godt 1.300 ansatte.