Spar Nord-resultat tæt på 500 millioner
Spar Nords resultat for årets første tre kvartaler lander på 491 millioner før skat. Det er en fremgang på godt 70 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og dermed fortsætter 2013 med at udvikle sig til bankens bedste år siden krisens begyndelse.
Spar Nords netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal viser et resultat før skat på 491 millioner kroner.
Fremgangen i forhold til sidste år skyldes en vellykket integration af den nu forhenværende Sparbank, der medvirker til vækst i bankens rente- og gebyrindtægter, mens omkostningerne samtidig udvikler sig lidt bedre end forventet.
Sammenlignet med resultatet for samme periode sidste år er der tale om en fremgang på 73 procent.
Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby er godt tilfreds med regnskabet.
- Jeg synes, der er tale om et ganske solidt regnskab, som blandt andet vidner om, at vi har været i stand til at holde snor i omkostningerne samtidig med, at nedskrivningerne udvikler sig som forventet, uddyber Lasse Nyby.
- Vi har godt styr på de ting, vi selv er herre over, men vi kunne stadig godt bruge en stærkere efterspørgsel efter finansiering og i det hele taget den vækst i samfundsøkonomien, som selvsagt spiller en rolle i forhold til vores muligheder for at udvikle indtægtssiden, siger Lasse Nyby.
Lasse Nyby hæfter sig også ved, at banken i år oplever den største kundetilgang i bankens historie. Indtil videre lyder nettokundetilgangen på omkring 10.000, og Lasse Nyby forventer, at det tal vil være endnu højere ved årets udgang.
- Vi glæder os naturligvis over den tiltrækningskraft, som vores lokale banker rundt omkring i landet har på danskerne. På kort sigt er kundetilgangen nemlig en vigtig kompensation for det lave aktivitetsniveau i samfundet, og på lidt længere sigt er kundetilgangen med til at udvide vores potentiale for vækst, forklarer Lasse Nyby.