Sparekniv hjælper svømmeklubber

Mens svømmeundervisningen i skolen mange steder forsvinder, så har svømmeklubberne travlt som aldrig før.

Himmerlandsturneringen 2011 er med hele 182 deltagere større end nogensinde. Den indbyrdes dyst de syv lokale klubber imellem kører over fire stævner sæsonen igennem. Og her mærker man for alvor, at klubberne har fået vind i sejlene.

- Vi kan mærke fremgang det er helt sikkert. Stævnet her er finalestævnet og det største vi nogensinde har haft, så det er jo en god indikator på at sporten har det godt. Vi er jo en landsdel der er omgivet af vand, så der er rigtig mange forældre der, når nu skolesvømningen forsvinder, vælger at sende deres børn til svømning i en klub. Vores fornemmelse er, at rigtig mange ser svømning som en ting man skal lære som barn for at kunne begå sig, siger turneringsleder Henrik Bonderup til TV2/Nord.

Søndagens stævne var det sidste af sæsonens fire stævner i himmerlandsturneringen 2011. Og der var mødt rigtig mange forældre og fans op til stævnet, der både tæller som en intern konkurrence både i og udenfor vandet.

- I vandet dyster holdene og klubberne om det samlede mesterskab i turneringen. Men arrangementet står vi for i fællesskab. Vi er mere end 25 frivillige i sving fra alle syv klubber og det betyder meget for alle klubber at vi har de her intense og sjove stævner at se frem til i sæsonen, siger Henrik Bonderup.


Seneste nyt

fra Nordjylland