Spillere køber aktier i AaB
Foto: Allan Storkborg
Flere af AaBs fodboldspillere tegner aktier i sportskoncernen som en del af en ny strategi, der skal redde den nordjyske klubs økonomi.
Pengene er de seneste år fosset ud af AaBs aktieselskab. Men det skal en udvidelse af aktiekapitalen nu lave om på.
AaB håber på, at kunne tjene 50 millioner kroner på salg af aktier, og 32 millioner er allerede garanteret via investorer.
Flere af spillerne er hoppet med på vognen. Blandt andre har Kasper Bøgelund og Thomas Augustinussen og Jeppe Curth tegnet aktier i AaB:
- Hvis vi ikke selv tror på det her, hvordan skal vi så få andre til at tro på klubben?, siger Jeppe Curth om sin investering.
Men ligesom i sport, så er der i forretninger heller ingen garantier, og et er ifølge Jeppe Curth selv heller ikke for at tjene penge, at han har investeret:
- Jeg må indrømme, at jeg har fulgt hjertet med min investering i AaB. Det er ikke fordi, jeg regner med, at aktierne er det dobbelte værd om to år, men hvis det sker, så er det selvfølgelig en bonus, man må tage med, griner han.
Om udvidelsen af aktiekapitalen siger administrerende direktør i AaB, Poul Sørensen:
- En stærk økonomi er nødvendig for at kunne fastholde de sportslige målsætninger og levere topfodbold på Superliga-niveau i Nordjylland. Sidste led i omstruktureringsplanen er derfor en kapitaludvidelse, der skal sikre det nødvendige økonomiske grundlag.
Poul Sørensen er glad for, at også spillerne har valgt at lægge deres egne penge i koncernens aktier:
- Vi tolker denne opbakning som en tro på projektet og håber, at mange flere vil deltage i fællesskabet og oplevelserne ved at investere i AaB-aktier. Det er nu, det gælder, og det er nu, der skal handles, siger han.
Tirsdag offentliggøres AaBs regnskab for 2010.