Sporarbejde stopper tog mellem Aalborg og Brønderslev i tre måneder

Nordjyllands Regionsråd ventes at godkende planen om sporarbejde i Vensyssel og Himmerland.

Mellem april og september vil togstrækningen mellem Aalborg og Brønderslev formentlig blive spærret på grund af sporarbejde. Det fremgår af dagsordenen for regionsrådsmødet tirsdag den 31. marts.

Ifølge BaneDanmark sker spærring på grund af arbejdet med at få tilkoblet den nye bane til Aalborg Lufthavn til det nuværende spornetværk. Spærring er for nuværende planlagt fra midten af juli til slutningen af september. 

Projektet ventes i dag at få den endelig godkendelse, når Regionsrådet i Nordjylland skal tage stilling til, om det vil godkende forslaget med en tilhørende regning. Den lyder på cirka ti millioner kroner, hvoraf de otte millioner skal bruges på togbusser, der skal erstatte de aflyste togafgange i perioden.

Der skal også udføres sporarbejde på andre strækninger i både Vensyssel og Himmerland, men det arbejde forventes at kunne udføres på mindre belastede tidspunkter som aften, nat og i weekender. 

Ifølge Regionsrådets dagsorden arbejdes der også på en form for pendlerkompensation fra Nordjyllands Trafikselskabs side.

Ny app skal hjælpe pendlere

For at fastholde de nordjyske pendlere vil Region Nordjylland samtidig støtte en ny app, som skal forbedre samkørsel i Nordjylland. Appen hedder NaboGo, og fungerer på den måde, at pendlere med ekstra pladser i bilen kan oprette ruter, hvor de kan tage andre pendlere med, når nu nogle af dem ikke kan tage toget.

Regionsrådet skal stemme om at støtte NaboGo med 500.000 kroner frem til 2021.

- De blev begge godkendt, og så retter vi endnu en henvendelse til Transportministeren, da vi synes, at det er utilfredsstillende, der skal være lukket ned så længe. Jeg tror ikke, vi får forfærdelige meget ud af det, men vi prøver i det mindste. Det bliver træls for pendlerne, og jeg er glad for de kompensationsmuligheder der er med flere direkte afgange mellem de større byer – men det er stadig noget, vi kan tabe rigtig mange passagerer på, siger formand for regionsrådet, Ulla Astman (S) efter afstemningen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland