Sprængt hæveautomat fik pengesedlerne til at flyve

Tyvene var væk, da politiet kom frem, men der var stadig masser af efterladte pengesedler omkring Nørresundby Banks sprængte hæveautomat i Hjallerup.

Klokken 3.29 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at Nørresundby Banks hæveautomat i Hjallerup Centeret var blevet sprængt i luften.

Da politiet kom frem til stedet, var der løse pengesedlerne over det hele, og de samlede i alt sammen for 55.000 kroner på jorden i løse sedler. På det tidspunkt var tyvene flygtet.

- Vi ved ikke, hvorfor tyvene tog afsted uden alle pengene, siger Henrik Beck, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Politiet er lige nu ved at undersøge overvågningsmaterialet, mens der også vil blive foretaget tekniske undersøgelser på stedet.

Det er langt fra første gang, at en bank i Nordjylland bliver udsat for et tyveri som dette. Endnu engang formodes det, at der blevet brugt gas til at sprænge hul i automaten.

- Når man laver sådan noget, skal man vide, hvad man gør. Derfor er der formentlig ikke tale om nogen ordinær tyveknægt, siger Henrik Beck.

Tilbage i december fik Sparekassen Vendsyssel i Klokkerholm sprængt deres hæveautomat i luften.


Seneste nyt

fra Nordjylland