To sprang i vandet i fuldskab

Foto: Per Frank Paulsen

Både i havnen i Aalborg og Hirtshals kom politi og redningsmandskab på arbejde, fordi to mænd begge havde besluttet sig for en tur i vandet. Den ene af mændene er lagt i kunstigt koma.

Først var det i Hirtshals at politi og beredskab kom på arbejde, da en 42-årig mand sprang i havnebassinet. Han havde egentlig slået sig, men valgte i fuldskab at springe i havnen, fordi han ikke ville med på hospitalet. Men han kom dog op i god behold.

Senere på natten var det en 20-årig mand fra Aalborg-egnen, som sprang i havnen i Aalborg. Han blev reddet op og bragt på Aalborg Universitetshospital, hvor han nu er lagt i kunstigt koma.

Den unge mand var tilsyneladende så påvirket af et narkotisk stof, at lægerne valgte at lægge ham i kunstigt koma.

- Blandingen af alkohol og stoffer gør, at sygehuset vælger at lægge ham i kunstigt koma, siger vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi, der samtidig konstaterer, at hvis det bliver en trend hen over sommeren, sådan at springe i vandet, får politiet nok at se til.

Forsiden lige nu