Spritbilist stoppet to gange på to timer

Spritbilist og hans kammerat anholdt, efter de skubbede til politifolk.

To unge mænd bliver nu sigtet for vold mod embedsmand i funktion, efter den ene mand fredag aften blev stoppet for spritkørsel. To gange. Det oplyser vagtchef Henrik Hyldig fra Nordjyllands Politi.

Omkring 18-tiden stoppede en motorcykelbetjent en 23-årig mand i Brovst. Da manden vist påvirket af spiritus, blev hans bil efterladt, og han blev taget med på politigården. 

Ikke længe efter blev han hentet af to kammerater, som skulle køre ham hjem. Men i stedet tog de ud til den unge mands bil - og den påvirkede mand satte sig igen bag rattet. 

Kort efter klokken 20 blev han endnu engang stoppet af motorcykelbetjenten, han løb på få timer forinden. Denne gang kørte han rundt ved Vadum.

Motorcykelbetjenten tilkaldte en patrulje, der kunne tage den 23-årige med tilbage til gården. Spritbilisten begyndte ifølge vagtchef Henrik Hyldig at skubbe til politimanden, som derfor pacificerede manden med peberspray.
En af spritbilistens venner skubbede til en betjent fra patruljen, som kom til undsætning. Så begge unge mænd blev anholdt.

Spritbilisten bliver sigtet både for spirituskørsel og vold mod tjenestemand i funktion, mens hans kammerat sigtes for vold mod tjenestemand i funktion. 


Seneste nyt

fra Nordjylland