Stærk politisk analytiker til TV2 Nord
Søren Wormslev bliver ny politisk analytiker på TV2 Nord.
TV2 Nord styrker sig på den politiske front.
Det sker fra september, når journalist Søren Wormslev bliver tilknyttet det regionale mediehus som politisk analytiker.
- Søren Wormslev er et særdeles kendt ansigt, er yderst respekteret og har en klar, men også nuanceret stemme og pen, når det gælder politik på lokalt og regionalt plan i Nordjylland. Han nyder stor anseelse - selv blandt de politikere, som han af og til svinger pisken over – og det glæder os, at nordjyderne fremover kan få nytte og gavn af Sørens store viden og indsigt hos os, siger adm. direktør på TV2 Nord Mikael Justesen.
Søren Wormslev vil løbende bidrage med politiske analyser på skrift og tv i forhold til store og små sager, der optager nordjyderne, og hvor de politiske beslutninger er vigtige for fremtiden.
Derudover vil Søren Wormslev helt naturligt få en central rolle hos TV2 Nord på det lokale og regionale plan, når der er kommunalvalg og folketingsvalg.
Spin og rævekager
Søren Wormslev har en lang karriere bag sig i journalistik generelt og i politisk journalistik i særdeleshed.
Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole har gennem årene blandt andet arbejdet for Berlingske i Nordjylland, ligesom han gennem en årrække var en kendt stemme i radioen som reporter og vært på DRs P4 Nordjylland.
De seneste mange år har Søren Wormslev arbejdet som samfundsredaktør og senere også dialogredaktør på NORDJYSKE Medier.
- I moderne politik kan det være svært at gennemskue, hvad der er spin og rævekager, og hvad der er reel politik. Søren Wormslev bliver garant for, at TV2 Nord bliver bedre end nogensinde til at forklare nordjyderne, hvad der reelt foregår og hvorfor, siger Mikael Justesen.
TV2 Nord har i forvejen en politisk redaktion på Christiansborg i København, hvor redaktør Katrine Fuglsang står i spidsen for at forsyne nordjyderne med landspolitiske historier med relation til Nordjylland.
Med oprustningen på det lokal- og regionalpolitiske område er TV2 Nords mål at blive nordjydernes foretrukne leverandør af politisk journalistik.