Stamspillere forlader White Hawks

Syv stamspillere fra sølvholdet har forladt Frederikshavn White Hawks. Nu har klubben travlt med at få udfyldt de tomme pladser i omklædningsrummet.

Syv stamspillere er smuttet fra Frederikshavn White Hawks, siden klubben sikrede sig sølv i AL-Bank Ligaen.

Morten Lie er en af de spillere, som flytter klub. Han skal på udenlandsophold hos SC Riessersee fra august.

- Jeg tror, jeg var taget af sted til Tyskland, selvom vi var røget ud allerede i kvartfinalen. Det, at vi fik sølvmedaljen gør, at jeg har fået muligheden for at komme til udlandet og dermed forlade klubben, siger Morten Lie.

Udover Morten Lie mister klubben fem udenlandske spillere, mens Tobias Kisum smutter til Rungsted Ishockey. Især tabet af de danske spillere huer ikke holdets assisterende træner.

- Hvis du spørger mig, så er det ekstra ærgerligt, at miste de danske spillere. Især dem fra Frederikshavn. Fordi det er den måde, at holdet skal bygges op på - grundstammen fra Frederikshavn, siger Mike Grey, assisterende træner for Frederikshavn White Hawks.

Men netop sølvmedaljerne kan være en af hovedårsagerne til, at spillerne forlader Frederikshavn, mener Esben Nedermark, som er assisterende landstræner.

- Så synes spillerne måske også, at de er lidt mere værd kroner-ører mæssigt, så de forlanger selvfølgelig lidt mere i kontrakterne. Det er der måske ikke helt råd til, siger Esben Nedermark.

Frederikshavn White Hawks har indtil begyndelsen af september, når næste sæson begynder.


Seneste nyt

fra Nordjylland