Statsadvokat: Drab var ikke et uheld
En 25-årig mand er blevet tiltalt for drabet på Tina Olesen fra Skovsgård, der blev kvalt sin lejlighed i december sidste år.
Statsadvokaten tror ikke på, at der var tale om et uheld da 43-årige Tina Olesen blev dræbt under en sexleg.
Den 25-årige mand, der nu er tiltalt for drab, har hele tiden fastholdt, at der var tale om et uheld, da Tina Olesen blev kvalt under en sexleg tilbage i december 2010. Den forklaring har ikke overbevist statsadvokaten fra Nord- og Østjylland, der har valgt at tiltale manden for manddrab.
- Jeg kan ikke komme ind på, hvilke beviser der helt konkret foreligger, men det er jo sådan, at når man læser en sag, så vurderer man, hvad der kan føres bevis for, og det er vores opfattelse, at der kan føres bevis for manddrab, forklarer vicestatsadvokat Michael Møller Hansen til TV2/Nord
Den 25-årige mand er familiefar og er ikke tidligere straffet, men nu risikerer han op mod 14-års fængsel, hvis han bliver fundet skyldig i manddrab. Mandens forsvarer mener dog ikke at det kommer så vidt.
- Vi er uenige i tiltalen. Vores opfattelse er, at det her er et hændeligt uheld. Desværre et meget tragisk, men hændeligt uheld under en frivilligt aftalt sexleg, siger forsvarsadvokat Jens Chr. Christensen.
Tina Olesen blev fundet død af arbejdskolleger i sit hjem i Skovsgård d. 27. december sidste år. Hun var bagbundet med et viskestykke og havde en ledning om halsen. I første omgang blev en 23-årig mand anholdt, men han blev løsladt, da den 25-årige meldte sig til politiet. Sagen kommer for retten d. 27. september.