Tre nordjyske spillesteder sikret støtte de næste fire år

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har i dag udpeget 19 ansøgere til at være regionale spillesteder de næste fire år. Tre nordjyske spillesteder får fortsat støtte.

Tre nordjyske spillesteder er i dag blevet genudpeget til at være regionale spillesteder i perioden 2021-2024.

Det drejer sig om Studenterhuset i Aalborg med en årlig statslig støtte på 1.750.000 kroner, Det Musiske Hus i Frederikshavn med 1.150.000 kroner i årlig støtte og endelig Spillestedet Thy i Thisted med en årlig støtte på 1.000.000 kroner.

26 spillesteder i Danmark havde søgt om at blive udpeget til regionale spillesteder, og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik gav afslag til syv ansøgere, mens 19 ansøgere slap gennem nåleøjet.

Studenterhuset kan se fremad

Og det vækker glæde på Studenterhuset i Aalborg at være blandt de genudpegede regionale spillesteder.

- Udpegelsen betyder, at vi nu kan planlægge, se fremad og forsætte det arbejde, vi har lavet med specielt det nordjyske vækstlag og med de smalle ikke-kommercielle genrer. Og vi kan begynde at kigge på nogle af de mange projekter, der er blevet parkeret i skuffen, siger leder af Studenterhuset, Mads Mulvad.

Aalborg Kommune har overfor Statens Kunstfond bakket op om Studenterhusets ansøgning.

quote Studenterhuset er et vigtigt spillested ikke bare lokalt men også regionalt og nationalt.

Mads Duedahl (V), sundheds- og kulturrådmand, Aalborg Kommune

- Det er en helt fantastisk anerkendelse af Studenterhuset, at de bliver udpeget som regionalt spillested. Studenterhuset er et vigtigt spillested ikke bare lokalt men også regionalt og nationalt. De byder på helt særlige koncertoplevelser og er samtidig med til at understøtte en af de centrale ambitioner i kommunens kulturpolitik; udviklingen af vækstlagene og arbejdet med de lokale talenter indenfor den rytmiske musik. Udpegningen som regionalt spillested er dermed med til at styrke arbejdet med talenter og vækstlag – det er jeg rigtig glad for, siger Mads Duedahl (V), der er sundheds- og kulturrådmand i Aalborg Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland