Stenaldermand på vandretur i Nordjylland
En tysk arkæolog har så godt som levet livet som stenaldermand de sidste tre og en halv uge, hvor han er gået fra Kiel til Ertebølle.
450 kilometer. Så langt har den tyske arkæolog Chris Pallasch vandret på tre en halv uge.
Det lyder imponerende i sig selv, men tyskeren har gjort udfordringen en smule sværere end som så.
Chris Pallasch har nemlig gået turen fra Kiel i Tyskland til Ertebølle i Nordjylland på samme vilkår som stenaldermenneskene gjorde det for tusindvis af år siden.
- Jeg ville gerne afprøve, hvordan de har oplevet at rejse over store afstande til fods, mens de kun har levet af naturen, forklarer Chris Pallasch, der til dagligt er såkaldt ”eksperimenterende arkæolog”.
Og rejsen blev gennemført på stenaldervilkår. Tyskeren har overnattet i naturen hver eneste dag i de tre en halv uge, vandringen har varet.
Han har kun spist det, som naturen har kunnet give ham på turen. Diæten har således bestået af frugter, bær, insekter og tang. Men også fisk og fugle han har fanget med primitive redskaber.
- Jeg opdagede allerede efter en uges tid, at når jeg gik langs vejene, kiggede jeg efter trafikdræbte dyr. Jeg har ikke jagttegn, så det er en langt lettere måde at skaffe kød på, griner Chris Pallasch, som forklarer, at en af de bedste ting ved at gå op gennem Danmark har været de mange frugttræer.
- Mirabeller og blommer har gjort det skønt at vandre i Danmark. De er så lækre og indeholder så meget vand, at jeg næsten ikke har haft brug for at drikke væske, siger han.
Chris Pallasch har hele vejen igennem båret stenaldertøj af hjorteskind og sælskin, brugt redskaber af horn, træ og ben og tændt ild med sten. Alt hvad han har brugt på turen har han båret i sin vadsæk, der til tider har vejet op mod tyve kilo.
Den tyske arkæolog forventer, at hele eksperimentet bliver dokumenteret i en række artikler, som udkommer på engelsk, tysk og dansk i løbet af de kommende måneder. Og så overvejer han at gentage forsøget. Denne gang i en hjemmebygget stenalderkano, som skal tilbagelægge den næsten dobbelt så lange tur langs med kysten.