En ny afgift på usunde fødevarer er katastrofal og kommer til at koste arbejdspladser, advarer en nordjysk isproducent ifølge DR Nordjylland.
Ifølge den nye Finanslov, der præsenteres senere i dag, bliver øl, sodavand, slik og is dyrere i fremtiden.
Alene på is stiger afgiften med 50 procent.
Leif Christensen, chef for isfabrikken Vebbestrup Is ved Hobro, er rystet.
- Det kommer som et chok for os, at vi kort efter indførslen af fedtafgiften får en ny afgift. Forbrugerne vil nok springe en liter is over en gang i mellem, og det kommer til at koste arbejdspladser, siger Leif Christensen.
Hans virksomhed har omkring 10 ansatte. Regeringen vil hente 635 millioner kroner om året på de ekstra afgifter på usunde fødevarer.