Støjberg blev sat uden for døren: - Masser af ting vi kan samarbejde med regeringen om
Selvom det blev et kanonvalg for Inger Støjberg, så gør den nye regeringsdannelse, at hun og resten af Danmarksdemokraterne risikerer at stå uden reel magt.
Da stemmerne blev talt op den 1. november, var der jubel og glæde hos Inger Støjberg og hendes nye parti, Danmarksdemokraterne. Partiet fik 8,1 procent af stemmerne, som svarede til 14 mandater.
Men alligevel står partiet nu udenfor idet den nye midterregering - bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - alene kan danne et flertal i Folketingssalen.
Det kan sende Støjbergs parti på sidelinjen, men regeringen har meldt ud, at de på trods af flertallet vil samarbejde med Folketingets øvrige partier. Og det bringer Danmarksdemokraterne på banen.
- Hvis man mener noget med, at man vil samarbejde med andre partier - også selvom man har et flertal, det har jeg ingen grund til at tro, de ikke mener - så vil vi også kunne søge indflydelse, og det vil vi også, siger Inger Støjberg.
Flere mulige samarbejdsområder
Da regeringsforhandlingerne stod på i november og december, var Danmarksdemokraterne det første parti, der forlod forhandlingerne. Og på trods af den umiddelbare store uenighed så mener Inger Støjberg stadig, at der er gode mulighed for at blive en del af de politiske aftaler.
- Der er masser af ting, jeg godt kan se, vi kan samarbejde med regeringen om.
Ifølge partiformanden er det især indenfor udlændinge- rekrutterings- og landdistriktsområdet, at Danmarksdemokraterne kan indgå aftaler med regeringspartierne.
TV2 Nords politiske analytiker sår dog tvivl om, hvor meget regeringen vil samarbejde med Støjberg og partifællerne.
- Når nu regeringen måtte vælge at søge bredere aftaler, så er det nok ikke Danmarksdemokraterne man først ringer til, og det rummer risikoen for, at de bliver sat ud på lidt et sidespor, siger Søren Wormslev.
56.000 nordjyske forventninger
I Nordjylland blev Danmarksdemokraterne det næststørste parti, hvor de fik 56.000 stemmer. Derfor er der også forventninger til, at partiet leverer politiske resultater.
- Det, de måske kan gøre, er at få lavet det partiprogram, som de ikke havde, da de gik til valg. Og i det partiprogram være med til at åbne nogle døre og sende nogle signaler om, at her er der nogle områder, hvor I kan få os med på vognen, hvis I vil, siger Søren Wormslev.
Èn ting er sikkert, og det er, at Inger Støjberg vil forsøge at få så meget danmarksdemokratisk politik indført.
- Vi kommer til at indgå i alle de forhandlinger, vi overhovedet kan komme afsted med. Også selvom det er en regering, vi ikke bakker op om, siger hun.
Ud af Danmarksdemokraternes 56.165 stemmer i Nordjylland var mere end 47.000 af dem personlige stemmer på Inger Støjberg.