Stor energipark på tegnebrættet: Naboer frygter for fremtiden

Hvis det går som tre energiselskaber gerne vil, skal et areal på grænsen mellem Aalborg Kommune og Brønderslev Kommune i fremtiden rumme en energipark, som tæller 30 kæmpevindmøller og 180 hektar solceller. De måske kommende naboer til projektet er langtfra begejstrede.

Kim Wiese er særdeles begejstret for at bo på landet. Men han er knap så begejstret for de byggeplaner, som er i støbeskeen blot 1200 meter fra hans landejendom udenfor Ulsted.

- De kommer rigtig tæt på. Det er det, det handler om for os, siger han.

Med ”de” mener han 30 kæmpevindmøller – op til 150 meter i højden – som tre energiselskaber gerne vil opføre på et areal mellem Ulsted, Hjallerup og Dronninglund. 

Udover de 30 vindmøller er det også planen at anlægge et solcelleanlæg på i alt 180 hektar.

Projektet er dog delt i to dele, da grænsen mellem Aalborg Kommune og Brønderslev Kommune løber lige igennem området. Det betyder, NRGI Renewables A/S har ansøgt om at opføre 15 kæmpevindmøller i Aalborg Kommune, mens GK Energi ApS og Eurowind Energy A/S har ansøgt om at opføre 15 kæmpevindmøller i Brønderslev Kommune. 

quote De kommer rigtig tæt på. Det er det, det handler om for os.

Kim Wiese, Ulsted

Det betyder også, at projektet lige nu behandles af både by- og landskabsudvalget i Aalborg Kommune og Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune.

- Det er klart, at der er mange holdninger til den her slags projekter, men som kommune går vi jo gerne i dialog med den enkelte ansøger omkring det projekt, som de kommer med, fortæller Peter Stecher (C), formand for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune.

Dog har man i Brønderslev Kommune valgt at bede om mere dokumentation om projektet, inden man, som tilfældet allerede er i Aalborg Kommune, sender projektet ud i fordebat, som er en indledende offentlig høringsfase.

- Det er klart, at det er vigtigt, at sådan en ansøgning bliver gennemarbejdet og behandlet korrekt – både af hensyn til den enkelte ansøger, men også af hensyn til det samspil med borgerne, som vi synes, at vi er forpligtet til, siger Peter Stecher.


Frygter for dyr og natur


I Ulsted står Kim Wieses datter, Sanne Pedersen, også til at få de 150 meter høje møller som naboer, hvis projektet bliver til virkelighed. Ligesom sine forældre bor hun også på en landejendom tæt ved Ulsted. 

Hun frygter for både naturen og dyrelivet i området, der ifølge hende både tæller glenter og kongeørne.

- Hvad med vores natur? Hvad med vores fauna?, spørger hun og fortsætter:

- Vi går så meget op i biodiversitet i samfundet og der er en enorm biodiversitet herude. Hvorfor skal vi anlægge den kunstigt inde midt i Aalborg, når vi jo bare kunne passe på den vi har herude?, siger Sanne Pedersen.

Formanden for by- og landskabsudvalget i Aalborg Kommune, rådmand Hans Henrik Henriksen (S), har i dag ikke haft mulighed for at stille op til interview, men siger til TV2 Nord, at området ved Ulsted siden 2013 har været i kikkerten til netop vindmøller. 

Han understreger dog samtidig, at der stadig er lang vej, inden projektet kan blive en realitet.


Seneste nyt

fra Nordjylland