Stor interesse for job i Norge
Foto: TV2/Nord
Jobcenteret i Mariagerfjord oplever stor tilslutning til møde om arbejde i Norge.
Arbejdsløsheden får folk til at kigge efter alternative løsninger. Derfor måtte jobcenteret i Mariagerfjord til sidst sætte en begrænsning på, da der blev afholdt møde om job i Norge.
- Det kom nok lidt bag på os, at interessen var så stor og fra hele landet. Blandt andet kommer der en bus med 10 ledige fra Slagelse. Efter de første 40 tilmeldte blev vi nødt til at skrive interesserede med de rette kvalifikationer op. På den måde kan vi tage direkte kontakt til dem efterfølgende fx med henblik på et nyt møde. Det bliver op til rekrutteringsfirmaet Bragason Industriservice, om vi skal holde et nyt møde, forklarer chefen for Arbejdsmarked i Mariagerfjord Kommune, Michael Tidemand, i en pressemeddelelse.
Jobcenteret i Mariagerfjord oplevede en overvældende interesse. Jobcenteret fik således henvendelser fra flere jobcentre i lande, og mere end 100 personer var interesserede i at komme til informationsmødet. Det er noget, der glæder kommunens borgmester H. C. Maarup (Soc.Dem.)
- Som borgmester er det jo godt at høre, at lige netop vores jobcenter har været særligt hurtigt på banen i forhold til at etablere samarbejdet med det norske rekrutteringsfirma. Men jeg er også meget glad for at høre, at interessen kommer fra hele landet - det viser jo, at de ledige i høj grad er meget jobparate - også når de skal flytte sig langt efter et ledigt job, utaler han.
Informationsmødet er blevet til i et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og det norske firma Bragason Industriservice A/S