Stor utilfredshed med psykiatrien i Nordjylland
Pårørende til psykiatriske patienter i regionerne Nordjylland og Hovedstaden er mere utilfredse med behandlingssystemet end for tre år siden. Patienterne selv er dog marginalt gladere for behandlingen. Det skriver Dagens Medicin.
Den generelle tilfredshed med kontakten til behandlingssystemet og inddragelsen i de sindslidendes behandling er faldet med op til 6 procentpoint i forhold til 2005.
Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse foretaget af Danske Regioner, som i efteråret 2007 spurgte 16.000 danske sindslidende og deres pårørende om, hvor tilfredse de er med bl.a. inddragelse i behandlingen, sammenhængen i behandlingen og kommunikationen mellem behandlere og patienter og deres pårørende. Og de pårørendes oplevelser lader en del tilbage at ønske.
I Region Nordjylland er andelen af svært utilfredse pårørende steget fra 29 pct. i 2005 til 35 pct. i 2007. Samtidig er andelen af tilfredse og meget tilfreds pårørende faldet med to procentpoint fra 38 pct. til 36 pct.
Region Hovedstaden har fået marginalt færre utilfredse pårørende, men regionen har nu hele 40 pct. utilfredse pårørende og fører dermed an på landsplan. Her overgår antallet af utilfredse pårørende som det eneste sted antallet af de tilfredse.
Når man spørger patienterne selv, er svaret dog væsentligt anderledes. Her er både landsgennemsnittet og Region Hovedstaden og Region Nordjylland det samme for andelen af svært utilfredse patienter, nemlig 2 pct. Regionerne Midtjylland og Syddanmark klarer sig bedst med 82 pct. tilfredse patienter.
For hele landet gælder det, at tilfredsheden blandt patienterne er steget på alle de områder, som er blevet undersøgt, undtagen et vigtigt et, nemlig om de rent faktisk har fået det bedre. Til de kunne 86 pct. svare ja i 2005, mens 85 pct. svarede ja i 2007.
I Region Nordjylland gætter formanden for det Rådgivende udvalg for sammenhængende forløb i Psykiatrien, Vagn Flink, på, at årsagen til den store utilfredshed blandt de pårørende er at finde i manglen på personale.
»Mit bud er, at det skyldes, at vi har oplevet en voldsom tilgang af nye patienter, og vi har svært ved at skaffe læger og personale til at tage sig af dem. Vi arbejder meget på at få det løst, vi har bl.a. kig på tyske sygeplejersker og svenske speciallæger, men det er noget, der tager tid at indføre,« siger Vagn Flink, som er overrasket over undersøgelsens resultater.