Stort milliontab i politiets bødeindtægter
Antallet af idømte og vedtagne bøder faldt sidste år med godt 70.000 i forhold til året før.
Statskassen gik glip af et stort millionbeløb samtidig med, at politiet blev sat på den anden ende af en stor reform. Bødeindtægterne faldt sidste år med 246 millioner kroner i forhold til det foregående år.
Det fremgår af rigspolitiets nye årstabel. I 2006 løb bøderne op i lidt over en milliard kroner, mens indtægterne sidste år var 783 millioner kroner.
Samtidig er antallet af idømte og vedtagne bøder faldet med godt 70.000, fremgår det.
I 2007 var det første store år i politireformen, hvor 54 politikredse blev lagt sammen til 12 store slagkraftige enheder. Omlægningen betød blandt andet, at politiets indsats for at afsløre trafikanter, der overtræder færdselsloven, blev dæmpet.
I rigspolitiet mener vicerigspolitichef Erik Justesen imidlertid, at det ikke er sikkert, at det markante fald i bødeindtægterne er en direkte følge af politireformen. Der kan være flere forklaringer, lyder det.
I 2005 var bødeindtægterne oppe på 830 millioner kroner, og i 2004 var niveauet nogenlunde som sidste år.
/ritzau/