Stort norsk presseopbud til Aalbæk-retssag
Foto: Jesper Lange
Aalbæksagen får stor opmærksomhed i de norske medier. De kæder blandt andet nogle af de tiltalte sammen med organiserede kriminelle miljøer, der har røverier og drab på samvittigheden i Norge.
Aalbæksagen trækker overskrifter i Danmark, men i Norge får den endnu mere opmærksomhed. På sagens første dage har otte norske medier været til stede ved Retten i Hjørring.
- Sagen er blevet dækket bredt i Norge, både af landsdækkende og regionale medier fra de områder, hvor de tiltalte kommer fra - og især Sørlandet, hvor hashen skulle fragtes til, og hvor den dræbte kommer fra, siger Olav Rønneberg, der er leder af krimiredaktionen på det norske medie NRK, og fortsætter:
- Det er en stor sag i Norge, og det ser man også her i retten i Hjørring, hvor en række norske medier er til stede.
Den store interesse fra de norske medier bunder i andet end bare episoden på Aalbæk Havn for et år siden.
- Det er en speciel sag i Norge. For det første fordi, en nordmand blev dræbt i skudveksling med dansk politi, men den trækker også klare spor til et organiseret kriminelt miljø i Østlandet i Norge, siger Olav Rønneberg.
Miljøet er mistænkt for at have begået en række store røverier de sidste tyve år.
Den norske dækning det sidste år har blandt andet fokuseret på sammenhængen mellem de involverede i Aalbæksagen og et miljø, der ikke går af vejen for drab.
- Flere af de sigtede er en del af det kriminelle miljø, der stod bag NOKAS-røveriet i Norge, hvor en politimand blev skudt og dræbt. Et røveri, hvor udbyttet blev 50 millioner kroner, siger Olav Rønneberg.
Den 39-årige tiltalte i smuglersagen regnes for at være en af de bedste venner til David Toska, som planlagde og udførte NOKAS-røveriet.
Næste retsdag er mandag den 13. januar, hvor to PET-agenter skal afhøres.