Stort vejrskifte på vej
Efterårsvejret vil gradvist indtage Danmark i løbet af næste uge.
Hvis man sætter pris på det flotte og lune septembervejr, er denne weekend nok sidste chance for at komme ud og nyde det.
Allerede på mandag vil højtrykket forlade os, og mere omskifteligt efterårsvejr bliver en realitet.
Solrig lørdag, men tågen kan drille
Weekenden starter ud med flot solskinsvejr til store dele af landet lørdag.
Dog er natten til lørdag både klar, kølig og stille, og netop derfor er der risiko for tæt tåge.
For de fleste vil solen bryde frem allerede om formiddagen, men ved de østvendte kyster kan tåge og lavthængende skyer rulle ind over land ud på eftermiddagen.
Temperaturen topper mellem 18 og 23 grader, og vinden vil være svag til jævn fra skiftende retninger.
I de fleste landsdele kan højtliggende skyer sløre solen i løbet af eftermiddagen, men det ændrer ikke på, at langt de fleste vil opleve en flot solskinsdag.
Op til 22 grader søndag
Solen kommer igen frem til en fin tørvejrsdag søndag, men der vil fortsat være risiko for tåge først på dagen.
I løbet af dagen vil nogle højthængende skyer passere landet og sløre solen i perioder.
Luften forbliver lun, og temperaturen vil ligge mellem 17 og 22 grader om eftermiddagen.
Efteråret ankommer i næste uge
Weekenden er sandsynligvis sidste chance for at nyde det flotte sensommervejr.
Den nye uge starter med skyer, og fra mandag eftermiddag kommer de første regnbyger ind fra vest. Derefter vil vejret gradvist blive køligere, mere blæsende og omskiftligt.