Strandet i Malaga: Det er jammerligt
Det viser sig, at det ikke kun er flypassagerer i Alicante, der er strandet. I Malaga står nordjyske flypassagerer i en lignende situation, og de er godt trætte af den behandling de har fået af Norwegian.
Rita Rasmussen fra Frejlev har i dag gjort noget, hun ellers sjældent gør. Hun har fundet vand og børste frem - klar til at give hende og manden Jans bil en vask.
- Jeg plejer altså ikke at være den, der vasker bil.
Men bilen er alligevel blevet så beskidt, at den ikke kan vente.
- Det plejer jo at være Jans job. Men det er jeg jo nødt til, når Jan ikke er kommet hjem.
Det er jammerligt. Helt ærligt
Jan Rasmussen skulle egentlig have været hjemme i torsdags. Men hans fly fra Malaga til Aalborg blev aflyst, og nu kommer han først hjem på torsdag. En uge senere end planlagt.
- Det er jammerligt. Helt ærligt. Det er jammerligt. Jeg er næsten rystet. At de ikke engang kan orientere os. Der bliver ikke orienteret om noget som helst, siger Jan Rasmussen.
Han modtog en sms fra Norwegian, hvori der stod, han kunne ringe for ombookning, men ingen omkring ham havde held med at komme i kontakt med Norwegian. Af personalet i lufthavnen fik han tre muligheder.
Han kunne:
Tage et fly til England tre dage senere. Derfra ville han selv stå med ansvaret for at finde billet videre. Han ville kun få en hotelnat dækket af norwegian.
Vente en uge og tage et fly til aalborg. Også her ville kunne en nat blive dækket.
Så fik han et tilbud om at blive indlogeret en enkelt nat på hotel. Uden information om, hvad der derfra skulle ske.
- Der bliver ikke sagt noget andet end, at det er på egen hånd, forklarer Jan Rasmussen.
Jan valgte så at vente en uge for at flyve direkte til Aalborg.
Norwegian havde desværre ikke mulighed for at stille op til interview. De har i stedet sendt følgende besked til TV2 Nord:
- Vi beklager rigtig meget over for de berørte passagerer, at vi måtte aflyse den pågældende flyvning. Vores passagerer har førsteprioritet, og i en sådan situation gør vi altid, hvad vi kan for at informere og tage vare på passagerene på bedst mulig måde. Hvis passagerer, som anvist, tager kontakt til vores kundeservice, hjælper vi selvfølgelig med at ombooke, så man kan komme hjem hurtigst muligt. Vores kundeservice sidder klar hele døgnet. Fra Malaga har vi daglige flyvninger til København og London, og derfra kan man komme videre til Aalborg. Bliver man tilbudt en rute hjem, men vælger at takke nej til denne, så kan vi desværre ikke dække yderligere hotelomkostninger.
Tilbage i Frejlev håber Rita, at husbonden snart kommer hjem.
- Så kan jeg forhåbentligt komme ud og hente Jan i lufthavnen på torsdag.