Strejken er slut, men flere fly er stadig aflyst

Pilotstrejken i Norwegian er overstået, men onsdag er der stadig fly, der ikke kommer på vingerne. Få det nordjyske overblik her.

I alt fem Norwegian-fly, der onsdag skulle have haft afgang fra Aalborg er aflyst. Det er til trods for at selskabet og de skandinaviske piloter, der i 11 dage har strejket tirsdag aften nåede til enighed, så arbejdet kunne genoptages.

I alt 15 af de 90 fly, der onsdag skulle have haft afgang fra Københavns Lufthavn Kastrup er aflyst. Tre af disse skulle være landet i Aalborg. Det er flyene, der skulle være lettet 07.35, 16.40 og 18.55.

I Aalborg er der ifølge selskabets egen hjemmeside fem aflyste afgange af i alt otte.

Den første aflyste afgang var klokken 06.25 og de to næste morgenafgange - 07.25 og 08.40 - er også aflyst. To afgange er derefter planlagt til at flyve til tiden inden afgangen klokken 17.45 er at finde på listen over aflysninger. Dagens sidste aflyste afgang er flyet, der skulle være lettet fra Aalborg klokken 20.00

For det nøjagtige overblik henvises til Norwegians hjemmeside.


Seneste nyt

fra Nordjylland