Strik mod stress
Strikning har fået en rennæsance de seneste år. Men pindene og garnnøglet har vist sig også at give andet afkast end strømper og huer - strikning kan nemlig hjælpe imod stress.
Dorte Lyager har på egen krop mærket, hvor galt det kan gå. For to et halvt år siden brød hun sammen med post traumatisk stress efter et voldsomt sygdomsforløb. Men ved et tilfælde opdagede hun, at det hjalp at strikke.
- Jeg havde en rigtig god veninde, og hun stillede ved min sygeseng tre timer efter at jeg var brudt sammen. Hun havde to strikkepinde og et garnnøgle med, slog maskerne op og strikkede de første par pinde. Så gav hun mig pindene i hånden og sagde: strik! fortæller hun til TV2/Nord
Så Dorte strikkede nærmest uafbrudt i otte måneder. Og også familien kunne mærke, at det hjalp.
- Jeg kunne lige pludselig finde ro. Jeg var jo meget urolig og havde koncentrationsbesvær - jeg kunne ikke engang se fjernsyn. Men så snart jeg havde pindene i hånden, så faldt der ro over mig, og jeg kunne koncentrere mig på en helt anden måde, forklarer hun.
De positive erfaringer med pinde og garnnøgle har resulteret i en bog, hvor Dorte Lyager indvier læseren i de mere teraputiske fordele ved at strikke. Hun er stadig sygemeldt, men er begyndt i jobtræning - og om kort tid åbner hun egen garnbutik. Karrieren fra før hun blev syg - som konsulent i medicinalbranchen - er for altid lagt på hylden.
- Det handler også om at finde det sted hvor man finder ro og balance i sig selv. Jeg kan mærke at et karrierejob hvor jeg stresser rundt, det er livet for kort til.