Studerende laver skilte til smartphones

En studerende fra Aalborg Universitet har opfundet skilte, der gør smartphones til indendørs vejvisere.

En stregkode, der forvandler din smartphone til en mobil indendørs vejviser. Det er i store træk idéen bag firmaet Ask Cody fra Aalborg. 

Ved at sætte stregkoden på skilte i store bygninger, håber udvikleren bag Ask Cody, at hans skilte i fremtiden vil blive en fast del i enhver stor bygning. 

- Det er fremtidens skiltning. Her har du altid et mobilt kort med dig, når du går ind i en bygning, og så kan du altid finde det lokale du skal frem til, siger Allan Mørch, der står bag Ask Cody. 

Firmaet er kommet godt fra start. Ask Cody er allerede ved at blive installeret på University College i Hjørring og Region Nordjylland er interesseret i systemet til regionens nye supersygehus.

- Det er rigtig dejligt, at vores idé viser sig at være holdbar, siger Allan Mørch. 

Allan Mørch studerer IT og Kommunikation på Aalborg Universitet og han har udviklet ideen sammen med sin far.


Seneste nyt

fra Nordjylland