Styrelse advarer mod giftige muslinger fra Limfjorden
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Forgiftningen kan indtræffe efter 30 minutter til få timer, mens tilstanden kan vare i flere uger.
Der er fundet algegift i muslinger i Risgårde Bredning og Hvalpsund i Limfjorden. Fødevarestyrelsen fraråder derfor, at borgere samler muslinger eller østers i området.
Hvis man plejer at samle muslinger i områderne Risgårde Bredning og Hvalpsund i Limfjorden, bør man holde sig fra det, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. Advarslen kommer efter fundet af en potentielt dødelig algegift.
Desuden opfordres østers- og muslingesamlere til at orientere sig på Fødevarestyrelsen hjemmeside, inden de indsamler andre steder i Limfjorden.
Det er fortsat sikkert at købe muslinger og østers i butikker og på restauranter, da bliver overvåget for algegift.
Prikkende fornemmelse og følelsesløshed
Algegiften, der er fundet i muslingerne, kaldes paralyserende skaldyrsforgiftning (PSP). Symptomerne på giften er en prikkende og brændende fornemmelse i mund og i hud samt følelsesløshed. Herefter følger typisk svimmelhed og feber.
I tilfælde af kraftig forgiftning medfører generelt tab af muskelkoordinering, åndedrætsbesvær og død ved åndedrætssvigt i meget uheldige tilfælde. Inkubationstiden for forgiftningen varer fra 30 minutter til få timer, og forgiftningstilstanden kan vare i flere uger.
Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.