Succesfuld første sæson for Karolinelund

 Succesfuld første sæson for Karolinelund

Det har været en rigtig god ide at gøre Tivoli Karolinelund til en kommunal ejet park. Den gamle forlystelseshave har haft den bedste sæson længe.

Da Aalborg Kommune i vinters købte Karolinelund lagde de driften under Aalborg Zoo. Det første tiltag var at gøre indgangen til parken gratis. Og det har været en kæmpe succes. I næste uge regner direktør for Tivoli Karolinelund, Henrik Johansen med at gæst nummer 275.000 går gennem havens indgang.

- Vores første mål har været at få mange mennesker ind i haven for at se, hvad vi kan tilbyde, og det mål må vi sige at have opfyldt, siger han til TV2 Nord.

Gratister kan lyde som en dårlig forretning for Tivoli, men det er slet ikke den opfattelse havens restauranter har.

- Tvært imod er det godt at mange mennesker kommer forbi og ser, hvad vi kan tilbyde, siger Eddie Hvid, der forpagter Restauranten Karolinelunden.

Med Aalborg Kommunes overtagelse af Tivoli Karolinelund, var der en del kritik om, at en kommune ikke havde forstand på karruseller og rutsjebaner. Den kritik må nu forstumme, mener rådmand Henrik Thomsen.

- Det ser rigtig spændende ud, specielt med det nye tiltag med Aalborg miniby, som er ved at blive opført i parken. Jeg er sikker på at Karolinelund nu er fremtidssikret, fortæller han


Seneste nyt

fra Nordjylland