Susanne Zimmer om nystiftet parti: - Der er brug for meget mere markante løsninger
I dag blev det nye parti Frie Grønne præsenteret - bag partiet står blandt andre nordjyske Susanne Zimmer. I videoen kan du se hele mandag aftens interview med partiets gruppeforperson, Susanne Zimmer.
Nordjysk valgte Susanne Zimmer, der tidligere har været medlem af Alternativet, bliver gruppeforperson for landets nye parti, Frie Grønne.
- Jeg står her for at præsentere Danmarks nye klimaansvarlige og antiracistiske parti.
Sådan lød det tidligere på dagen på et pressemøde fra Sikandar Siddique, der er leder af det nye politiske parti, Frie Grønne.
Partiet består blandt andet af flere tidligere medlemmer af Alternativet - heriblandt nordjysk valgte Susanne Zimmer, der bliver partiets gruppeforperson.
- Der er brug for noget andet og noget mere end dét, der er i Folketinget på nuværende tidspunkt, siger hun mandag aften til TV2 Nord og fortsætter:
- Vi har store kriser, naturkatastrofer, racistiske problemer og coronakrisen - og der er brug for nogle løsninger, der er meget mere markante end dem, vi kan se i Folketinget på nuværende tidspunkt, siger hun.
Susanne Zimmer har siddet i Folketinget i halvandet år - først for Alternativet, derefter som løsgænger og nu er hun altså blevet en del af landets nye parti, Frie Grønne.
I har lavet et 56 siders stort partiprogram, men I vil ikke rigtig fortælle mere om jeres politik i dag. Hvordan skal nordjyderne så forholde sig til, hvad I politisk gerne vil?
- Vi fortæller meget om, hvad vi vil på det visionære og overordnede plan. Så har vi nogle enkelte eksempler, og så kommer det andet løbende. Lige nu handler det om at få vælgererklæringer, og så er der god, lang tid til at fortælle om, hvad vi i øvrigt står for, siger gruppeforperson Susanne Zimmer til TV2 Nord.
For at Frie Grønne er opstillingsberettiget til næste folketingsvalg, skal partiet nå en grænse på 20.182 vælgererklæringer.
Øverst i artiklen kan du se hele mandagens interview med gruppeforperson for partiet Frie Grønne, Susanne Zimmer.