Sussi og Leo fejrer jubilæum - og bliver gift igen

Den musiske duo Sussi og Leo kunne i dag fejre deres 50 års jubilæum.

Festlighederne foregik i Sdr. Saltum forsamlingshus og markerede, at det er et halvt århundrede siden den legendariske duo fandt sammen og skabte et af de mest kendte brands i nordjysk musik. 

- Det har været 50 gode år, så vi snupper 50 mere, lød det fra Leo.

Gift igen

Sussi og Leo benyttede desuden anledning til at forny deres ægteskabsløfte til hinanden. Parret har kendt hinanden og været sammen i 50 år - eller med Sussis egne ord;  siden den dag Leo forførte hende på stranden. 

Sussi og Leo benyttede det musiske jubilæum til også at forny deres ægteskabsløfter til hinanden - blandt andet også med en brudevals, hvor Sussi dog dansede med Lukas fra familien fordi Leo er lidt dårlig til bens.

Skagens største attraktion

De festlige musikalske makkerpar blev særligt kendt, da de for år tilbage var fast at finde på Skansen i Skagen. 

Her havde parret skrevet langtidskontrakt, og Sussi og Leo udviklede sig til i gennem 23 år at være en af Skagens største attraktioner.

Folk kom rejsende til fra nær og fjern for at høre og ikke mindst se duoen live.

Også Prins Henrik var flere gange på visit på Skansen for at se Sussi og Leo, ligesom kronprins Frederik og lillebror Joachim i deres ungdom lagde vejen forbi for at opleve kult-duoen fra Saltum.


Er klar til at snuppe 50 år mere

I dag er det 50 år siden, det hele begyndte, og det blev fejret med familie og venner fra nær og fjern. 

Deriblandt er mange fans, som parret i dag dog betegner som venner.

- Det har været 50 gode år, så vi snupper 50 mere, lød det fra Leo.

Musikken og lysten til at underholde har drevet parret i 50 år, og der er ingen planer om at stoppe med musikken.


Seneste nyt

fra Nordjylland