Svært at få huslån
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Mere end hver anden kan ikke låne til ønskeboligen, og må enten vente til de har solgt deres nuværende bolig eller sætte forventningerne ned. Det viser en ny undersøgelse fra boligsiden.dk.
Landet bugner af boliger til salg. Boligerne bliver fortsat billigere og renten er rekord lav, men alligevel bliver der ikke underskrevet flere købskontrakter end for et år siden.
Ny undersøgelse fra Danmarks største boligsite boligsiden.dk viser, at mere end hver anden ikke kan få godkendt finansieringen af sin nye bolig.
Heraf skal 25 procent have solgt deres nuværende bolig, før de kan få finansieret et nyt lån, og 34 procent kan ikke låne det ønskede beløb, og skal derfor sænke forventningerne til deres nye hjem.
- Bankerne og realkreditinstitutionerne stiller skrappere krav til danskere, der vil købe en ny bolig, for ifølge vores nye undersøgelse kan mere end hver anden ikke låne til drømmehuset. Det er købers marked med historisk mange boliger til salg og en stigende udbudstid, men specielt har skærpede krav til rådighedsbeløbet, gjort det svært for mange boligkøbere at få finansieret drømmeboligen, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør på boligsiden.dk.
Også ejendomsmæglere i hele landet nikker genkendende til problematikken, og har ofte interesserede købere, som ikke kan få godkendt lån i deres pengeinstitut, og dermed må vinke farvel til drømmehuset. Pengeinstitutternes skærpede udlån gør det fortsat sværere for mange boligkøbere.